Kerneydelser

Det tilbyder jeg også:

Baggrund

Links

Tanker om Gud og psykoterapi

Hvordan omgås vi med Gud i systemisk terapi?

Gud, kultur og terapi

Religion og tro på Gud er i dag på mange måder er blevet reduceret til at være et personligt spørgsmål. Så personligt at vi i det moderne samfund lader til at mene det endda er et spørgsmål der er adskilt fra vores identitet. Det ser ud til at være en moderne diskurs at man kan hænge sin religiøsitet i garderoben når man går hjemmefra og hvis det på nogen som helst måde giver sig udtryk i det offentlige rum finder man det pinligt.

På en måde er religion og Gud et større tabu i dag end seksualitet. Og alene dette faktum indikerer hvor vigtigt et emne det er at være opmærksom på i det terapeutiske rum.

Desværre ser det ud til at religion og spiritualitet har tendens til at være et tabu i de dele af den terapeuti-ske verden som ikke sammenblander religion og terapi, på samme måde som psykoterapien har været et tabu i de fleste kristne traditioner. Kun de sidste få år har det i den danske folkekirke være muligt at tale om psykoterapi uden at blive beskyldt for at blande sig i Guds affærer.

Denne diskurs er et problem for psykoterapien fordi der er en risiko for at vi overser og undertrykker et emne der er meget vigtigt for et religiøst menneskes identitet. Der er en risiko for at vi i terapien overser vigtigt ting hvis ikke vi kan møde dette emne med et åbent sind.

Derfor er jeg optaget af hvordan vi kan tage Gud med ind i terapirummet uden at blande ting sammen der ikke bør sammenblandes.

At håndtere Gud i terapien

Som tidligere præst i den danske folkekirke og et religiøst menneske er det med Gud og terapi et meget vigtigt spørgsmål for mig. En vigtig pointe er at ingen skal slæbes med ind i et univers de ikke hører til i. I begyndelsen af mit terapeutiske liv var det vigtigt for mig altid at gøre det klart at samtaler om religion ikke blev taget op i terapien på mit initiativ.

Men hurtigt fik jeg den erfaring at mennesker meget ofte ønsker dette som en del af samtalen, ja endda at kombination af at jeg er præst og terapeut er det der gør, nogen vælger at komme til mig. Da jeg sidste år havde et vikariat som rådgiver på Kræftens Bekæmpelse oplevede jeg adskillige gange, at når folk spurgte ind til min baggrund så ændrede samtalen sig markant og det blev muligt at tale om ting som end ikke lå i luften før.

Det vigtige spørgsmål for mig bliver derfor hvad systemisk teori fortæller om hvordan vi skal og hvordan vi ikke skal arbejde med Gud i terapien. Det underlige er bare, at det har systemisk tænkning åbenbart ikke så meget at sige om, underligt fordi den stærke tænkning omkring diskurs og kultur jo burde inkludere denne side også.

Forskellen mellem Gud og gudsbillede

I min søgen efter litteratur var det mest spændende jeg fandt Cyril Malka som er psykoanalytisk og kogni-tivt uddannet. Han har to vigtige hovedpointer. For det første at vi er nødt til at kunne kende forskel på Gud og gudsbillede for at kunne navigere i samtalen, han mener vi ellers nemt risikerer at reducere alt snak om Gud til at handle om gudsbilleder alene.

For det andet er det vigtigt at terapeuten kender sig selv godt nok til at vide hvad vedkommende tror på, ud fra den tanke at vi er nødt til at være os bevidst hvad vi selv bærer os ind i rummet. Selvom du tror, du er neutral i spørgsmålet, så er det at være ateist også at forholde sig til Gud, siger Malka.

Som jeg ser det kan det sammenlignes med at tale med klienter om døden, der kan du også kun være til stede som en god terapeut, hvis du har set din egen død og dødsangst i øjnene.

Folk har brug for at tro på noget, hævder Cyril Malka, og dette noget er ikke nødvendigvis det samme som de repræsentationer / billeder vi bærer rundt på, som når vi for eksempel gennem vores opdragelse har en ide om Gud som en der straffer os hele tiden. Det er vigtigt vi er opmærksomme op at det er lige så farligt at undertrykke folks religiøsitet som deres sexualitet.

Man får med andre ord ikke noget godt ud af at overbevise folk om Gud ikke eksisterer, når de slås med plagsomme gudsbilleder, det er som at trække tæppet væk under fødderne på dem og de vil erstatte det man tager fra dem med noget andet.

For at illustrere denne ide med at skelne mellem Gud og gudsbillede vil jeg bruge et lille eksempel fra min egen praksis, hvor jeg arbejdede med en kvinde, som havde haft en erfaring af at det at overgive sig Gud havde hjulpet hende i en svær krisesituation.

I løbet af samtalen giver hun et sted udtryk for at ’den Gud som hendes mor plejede at straffe hende med ville sige hun ikke havde lov til det som hun var i færd med.’

Jeg får den ide at spørge hende: ’Er den Gud din mor straffede dig med og den Gud du overgav dig til da du fik hjælp den samme?’

Det viser sig at blive gennembrudsspørgsmålet i vores snak, der er både lettelse og glæde i hendes stemme da hun efter at have tænkt længe siger: ’nej, de er ikke de samme.’

Da jeg derefter spørger, hvad den Gud hun overgav sig til vil sige, er der hverken betænkningstid eller tvivl da hun svarer: ’Han vil sige, jeg skal gøre det der skal til for at passe på mig selv’

Og i vores efterfølgende snak kommer det til at give rigtig meget mening at udforske dette og skelne mellem den Gud hun erfarer og ham hun er blevet tugtet med.

Bare dette lille eksempel viser hvor banebrydende det kan være, når vi formår at være fordomsfrie nok overfor menneskers tro til simpelthen at undersøge den når den skaber modstrid frem for at ville tage Gud helt væk.

Hvordan passer Gud så ind i systemisk terapi?

Da jeg i sin tid skulle vælge hvilken tradition jeg ville uddannes terapeutisk i var en af mine vigtigste grunde til at vælge det systemisk/narrative, at jeg havde en stærk fornemmelse af at det er et menneskesyn der giver mig mulighed for at ånde også som religiøst menneske.

Med andre ord at den værdi at respektere det enkelte menneske og vores personlige værdier, håb og drømme gjorde dette muligt i det systemisk/narrative multivers. På det område er jeg ikke blevet skuffet.

Så kan man jo spørge hvorfor jeg finder det så vigtigt at definere hvordan vi skal tale om Gud i den systemiske tradition? Kunne man ikke med god grund hævde at det er der taget højde for i tanken om Graces eller i teorien om CMM? At religion jo er inkluderet når vi taler om at tage højde for kultur og så er der egentlig ikke mere at sige om det?

For det første så fortæller mine erfaringer fra praksis at der er meget mere at sige, alene det faktum at folk kommer til mig fordi jeg står i krydsfeltet mellem disse to verdener understreger det meget tydeligt. Den moderne samfundsmæssige diskurs der gør religiøsitet til tabu er en anden vigtig faktor.

Men også det at psykologi/psykoterapi og kristendom traditionelt har været meget fjendtlige overfor hinanden er en af mange grunde til at der må tales højt om dette, for det har udviklet en berøringsangst kultur som påvirker klient og terapeut for ikke at tale om hele samfundsdiskursen om hvordan vi omgås religiøsitet.

Min påstand er at når et menneske slås med vigtige livsspørgsmål eller –udfordringer, så er det betydningsfuldt hvad de tror på og især om deres tro og det de har lært om med hinanden Gud er i konflikt eller samarbejder.

Det systemiske svar på det må være at vise, at her er en tænkning og metode der har noget at tilbyde også selvom Gud er på dagsordenen. Med andre ord at terapeuten ikke bliver skræmt eller undvigende når spørgsmålet om Gud dukker op i klientens invitationer til os.

CMM – creating magic moments

Peter Lang ynder at oversætte CMM (coordinated management og meaning) med udtrykket ‘creating magic moments’. Jeg skal ikke her gennemgå CMM-teorien blot anføre at dens tanker om at mennesker altid stræber efter at skabe mening er en god nøgle til netop at tage samtalen om Gud og gudsbillede op med en klient.

Vi bliver skabt af den kommunikation vi er en del af siger Pearce, vi kan ikke træde ud af kulturen men bliver formet indeni den. For en teolog som mig er det langt fra en ny tanke her i Grundtvigs fædreland, jeg er gang på gang blevet positivt forundret over hvordan Grundtvigsk tanke om ’ordet der skaber hvad det nævner’ passer som fod i hose ind i systemisk/narrative tanker og teorier.

Netop det at se os som en del af mønstre og kulturelle historier og hvordan det ofte er nemmere at have gode hensigter end at udføre dem er et godt afsæt for samtalen om Gud, eftersom religiøs tænkning jo i høj grad handler om at skabe mening i livet.

Så hvis vi arbejder med CMM’s ide om at ord er vigtige og kan ændre virkeligheden, når vi siger dem – og har Cyril Malkas ide om huske på forskellen mellem Gud og gudsbillede i baghovedet – så har vi en rigtig god platform at møde spørgsmål om Gud i det terapeutiske rum på.

Noget om hvad jeg har lært af mine klienter.

Ovenfor har jeg refereret et lille brudstykke af en samtale, hvor det magiske øjeblik indtræder da jeg beder klienten sammenligne den Gud hun blev straffet med og den Gud hun overgav sig til da hun fik hjælp.

På en måde er det jo uhyre enkelt, i stedet for at stille spørgsmålstegn ved den realitet Gud er for klienten, følges jeg i stedet med hende i at undersøge hvad der er Gud og hvad der er billeder på Gud hun har fået gennem sin opdragelse og kulturelle påvirkninger.

Vi samtaler om Gud ud fra den systemiske grundide at det er klienten der er eksperten i sit eget liv, og jeg viser respekt for hendes religiøsitet på samme tid som jeg er med til at skabe muligheden for at hun kan være uærbødighed mod de billeder der undertrykker hende.

Jeg viser åbent min position at jeg også er et troende mennesker og møder på den måde klienten med en respekt der gør samtalen mulig. Det er vigtigt for mig at understrege at man ikke behøver være troende selv som terapeut for at kunne indgå i sådan en samtale, det vigtige er at man er sig sin egen position be-vidst og derfor også uærbødig overfor sit eget standpunkt. Det vigtige er jo at tolkningerne er klientens ikke vores.

Det handler om en anden af Peter Langs yndlingstanker nemlig at vi som terapeuter skal være transparente hele tiden, an særdeles vigtig systemisk værdi i det multivers vi lever i.

Afsluttende

Mit formål med at reflektere over dette emne er først og fremmest at yde mit bidrag til at bryde et tabu, og så at vise hvor enkelt det faktisk er at integrere en respektfuld omgang med Gud i den systemiske tænkning.

Vi har redskaberne og værdierne til at håndtere det, så det handler ikke om meget andet end modet til først at gøre sig sin egen position klar og dernæst at møde klienten med åbent sind og nysgerrighed når disse spørgsmål dukker op i terapien.

Litteratur:
Med Gud i terapi Cyril Malka. Kristeligt dagblad Juli 1999